Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Februar 2005


Hvor går kulturpolitikken hen?


Søndag Aften giver vores bud på de kommende års vigtige kulturpolitiske diskussioner. Kun få af disse temaer har plads i partierne kulturpolitiske programmer.

Under valgkampen opstod den mest ophedede kulturpolitiske diskussion i de senere år: musikkritikernes nominering af Piratgruppen som årets idé ved Steppeulvsprisen. Piratgruppen fik ikke prisen, men blev til gengæld for alvor involveret i en hidsig debat, hvor sponsorer trak sig fra prisuddelingen, dagblade fik læst og påskrevet for deres journalisters støtte til pirateri og ophavsretsbrud.

Ingen politikere blev involveret i debatten. Og ingen politiske partier forholder sig i deres kulturpolitiske programmer og skrifter til diskussionen om ophavsret i den nye digitale virkelighed.

Ophavsretten er et eksempel blandt flere på væsentlige kulturpolitiske diskussioner, som ikke præger valgkampen, men som de valgte kulturpolitikere kommer til at blive involveret i.

Her er Søndag Aftens bud på, hvad vi tror vil stå på den kulturpolitiske dagsorden i de kommende fire år. Uanset regering.

1. Ophavsretten

Vi har endnu kun set begyndelsen på de mange konflikter der vil opstå som konsekvens af internet og digitalisering af informationer. Forvent introduktion af mange nye teknologier, mange politiske dilemmaer og mange retssager og forvent hyppige ændringer af ophavsretsloven. Det er på dette felt følelserne rigtigt vil komme frem og hvor politikerne vil holde hovedet i busken længst muligt.

Kombinationen af vanskeligt forståelig teknologi og det kulturpolitisk sværeste juridiske felt bevirker at diskussionerne vil være vanskelige. Ophavsretsloven er ikke så sort-hvid, som debatten ofte bliver.

2. Bibliotekspenge

Inden udgangen af 2005 skal en arbejdsgruppe aflevere en rapport om bibliotekspengene. Der hersker tilsyneladende ro på området, så der er ikke grund til at forvente andet end at arbejdsgruppen vil stille forslag til justering af forskellige mindre elementer i ordningen. Arbejdsgruppen vil sikkert også gøre sit til at argumentere for at den nuværende ordning skal fortsætte - imod EU-kommissionens ønsker om ligestilling for EU-borgere.

Man kan forvente at de sædvanlige diskussioner om bundgrænse for biblioteksafgift og om overgrænse/nedtrapning for de mest indkøbte forfattere.

Blandt justeringerne er det nok en forhøjelse af komponisternes andel af bibliotekspengene som banker kraftigst på. Muligvis kan diskussionen om, hvilke bibliotekstyper, som tæller med i beholdningsregistreringen komme op. Forvent ikke at nogen parter er rede til at diskutere en så radikal omlægning som at gøre bibliotekspengene afhængige af faktiske udlån i stedet for af beholdningen. Digitaliseringen af musikken vil dog vise, at denne diskussion vil nærme sig yderligere.

3. TV-2

Fortsætter VK-regeringen vil man uden tvivl gennemføre det sidste mangelpunkt fra regeringens kulturpolitiske løfter fra 2001: salg af TV-2. Salget i sig selv vil give talrige muligheder for forviklinger.

Forvent at diskussionen vil fortsætte i en årrække efter salget. Der vil komme talrige evalueringer af indholdet, forslag til ændringer og efterlysninger af nye mediestrategier. Her har vi et fast tema for læserbrevsredaktører i mange år.

Falder VK-regeringen ved valget, vil en ny regering stå med et væsentligt problem: hvordan skabes en ny udviklingsramme for TV-2. Organisationen er parat til nye mediestrategier ved privatisering. At stoppe privatiseringen nu vil nemt skrue tiden tilbage for virksomheden. En ikke-VK kulturminister vil få store vanskeligheder med at skabe nyt udviklingspotentiale for TV-2.

4. Kommunalreformen

I forlængelse af kommunalreformen vil en omfattende del af dansk kulturliv blive udfordret på samarbejdsflader, økonomi og udviklingsmuligheder. Lokalt funderede kulturinstitutioner skal forholde sig til nye brugere (eksempelvis fra sammenlagte kommuner). Især bibliotekerne vil over hele landet få diskussioner om alt fra egentlige sammenlægninger til fælles ressourceudnyttelse og fælles standarder.

Strukturreformens skarpere opgavedeling vil gøre det mere vanskeligt at etablere nye kulturinstitutioner, fordi der kun er en offentlig part til at betale. Især teaterområdet kan blive ramt af dette.

5. De faste bogpriser

Diskussionerne om bogbranchens prisstruktur vil genopstå igen og igen. Konkurrencemyndighederne vil fortsat have et vågent øje til et usædvanligt fastlåst marked. Den næste evaluering af den såkaldte liberalisering af bogmarkedet er programsat til marts 2006, men vil næppe stille forslag, der ændrer ved den nuværende markedsstruktur.

Folketingets partier er, på tværs af alle partiskel, fokuseret på at fastholde status quo på bogmarkedet - indtil bogbranchens organisationer siger andet.

6. Hovedstadsområdets teatre

For DST-teatrene landede strukturreformen det rigtige sted: som et statsligt anliggende. Dette løser dog på ingen måde det behov der er for fortsat udvikling af teaterkunsten. Lige nu trækker teatrene vejret, glade for det statslige engagement, afventende en ny struktur og stærkt bekymrede for konsekvenserne af de store investeringer i Det Kongelige Teater.

Udvidelserne af Det Kongelige Teaters muligheder vil give efterdønninger for det øvrige teaterliv. Spørgsmålet er bare: hvem vil det gå ud over og hvilke strategier kan iværksættes for at skabe ny glæde på scenerne - uden den konstante fokus på strukturer og offentlige tilskud.

Forvent kriser, glædelige overraskelser, et antal rapporter og små tiltag til lovændringer. Først kommer afklaringen af nyt abonnementssystem.

7. Statens Kunstfond

Hele verden ændrer sig, en af Kulturministeriets organisationer får dog lov at stå uforandret: Statens Kunstfond. Den modernisering der kunne være sket som konsekvens af etableringen af Kunststyrelsen blev amputeret. Statens Kunstfond har på det nærmeste karakter af fredning i klasse A, hvilket er påfaldende i forhold til institutionens vanskelige tilblivelse. Men måske derfor?

Socialdemokraternes kulturprogram forslag (Se Søndag Aften Arkiv ) vover at foreslå, at politikerne skal ud af Kunstfonden. Hensigten er at sikre armslængden. Dette kan blive startskuddet til mere omfattende evaluering af Statens Kunstfond.

Sommer/efterår 2005 forventes offentliggørelse af en konsulentundersøgelse om Kunststyrelsen. Konsulentrapporten vil have fokus på, om Kunststyrelsen har opnået de effektiviseringsgevinster som var et af målene med den nye struktur. Selve Kunstrådet skal først evalueres i 2008/2009. Man må forvente, at disse evalueringer af Kunststyrelsen og Kunstrådet vil være mest kritiske overfor de nye institutioner.

8. Licens

Partier i yderkanten af magten stiller forslag om afskaffelse af licensen: Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Minoritetspartiet. Naturligvis ud fra vidt forskellige hensigter. I tider med skattestop er det fuldstændigt umuligt at forestille sig en reel diskussion om omlægning fra licens til skattefinansiering selv om pengene i virkeligheden er de samme. Herfra tror vi dog alligevel at debatten kan trænge sig på.

9. Tipspengene

Mange kulturinstitutioner lever af tipspenge, kulturområdets slet skjulte ekstra Finanslov. Tipspengenes prioriteringer, manglende armslængde og lukkede demokratiske proces er på sigt ikke en fordel for kultursektoren.

Diskussionen kan lettest opstå, når liberaliseringen af spillemarkedet viser sig. Og dermed, når kultursektoren begynder at miste penge.

10. Nettet

Her på stedet er det banalt at hævde at nettet får større og større kulturpolitisk betydning. Da VK-regeringen trådte til blev rapporten om Kunst i netværkssamfundet lagt til side. Især det store felt kaldet "interaktiv fiktion" (blandt andet spil) er gemt bort fra offentlige kulturstrategier. Men også netkunsten har fået lov til at sejle uden offentlig interesse.

Langt om længe tages initiativer til sikring af den elektroniske kulturarv. Forvent ønsker om merbevillinger til dette. Der mangler strategiske overvejelser om netmediernes rolle. Dagbladenes momsfritagelse forskelsbehandler og distributionsstøtten går kun til papirbårne medier.

Læs også:
Kulturvalg 2005
Valgets kulturkonflikter
Og pludseligt var det museerne
Smil med Brian

Søndag Aften 02/2005

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.